Træning under hele din graviditet
Der er virkelig mange myter og tilgange til træning under din graviditet. Netop derfor har jeg valgt at uddanne mig som MORtionsvejleder ved dygtige (og mega trænings-evidens-nørdede) Emma Kaalund og Kristian Bradsted, som har podcasten MORtion. På den måde har jeg fået skåret helt ind til benet, hvad der er rigtigt og forkert omkring bevægelse og træning, når du er gravid og i din efterfølgende barsel.
Jeg vil dele de vigtigste pointer med dig herunder.
Hvorfor er træning under din graviditet så svær?
Igennem hele dit liv er bevægelse forbundet med rigtig mange fordele, og det gør sig selvfølgelig også gældende under graviditeten. Både hvis du er vant til det på forhånd, men også hvis ikke du er. I de to tilfælde er dit udgangspunkt bare forskelligt, og du vil skulle træne og motionere på to forskellige måder. Hvis du er i tvivl om, hvordan du kommer bedst igang ud fra dit udgangspunkt, anbefaler jeg dig, at finde en MORtionsvejleder i dit nærområde, som du kan rådføre dig hos. På den måde sikrer du dig evidensbaseret vejledning, der tager udgangspunkt i netop dig.
Når du bliver gravid, går et stort arbejde igang. Dine hormoner begynder at arbejde på en helt ny måde, og din krop ændrer sig. For nogen giver det en helt naturlig periode, hvor træning kommer lidt i baggrunden, da første del af graviditeten kan være forbundet med træthed og kvalme og/eller opkast. For mange dukker der også helt nye bekymringer op. Bekymringerne kan komme fra dig selv. Men de kan også komme fra dine nærmeste, som i al kærlighed vil passe bedst muligt på dig og babyen i din mave. På den måde kan det hurtigt være nemmere at lade helt være, fordi alle informationer og intentioner er svære at finde rundt i.
Pausen fra din træning er i sig selv ikke problematisk. Men det kan være problematisk, hvis ikke du kommer tilbage til den igen.
Bevægelse og træning er nemlig
- Smertelindrende
- En af kilderne til godt humør
- Muligheden for mere energi
- Med til at give bedre nattesøvn
Hvis ikke det er motiverende nok i sig selv, så er der faktisk også lavet studier, der viser, at træning reducerer:
- Brugen af cup under fødslen
- Risikoen for udvikling af graviditetsbetinget sukkersyge (GDM)
- Forhøjet blodtryk
- Udviklingen af svangerskabsforgiftning
Alt i alt er der mange grunde til at motionere både før, under og efter din graviditet.
Så det giver rigtig god mening at dykke ned i, om du måske kan træne en smule i de perioder, hvor det ellers er svært at finde overskuddet til det.
Hvad kunne dit laveste niveau være?
Og hvordan skal du optrappe igen, når overskuddet vender tilbage?
SÅDAN KOMMER DU VIDERE
Søg gerne på motion og træning her på min side, hvis du vil blive inspireret til yderligere træning.
Har du brug for hjælp til at komme igang? Så kontakt mig endelig for træning hjemme hos dig eller online gennem mailkorrespondance. Uanset hvad lægger jeg et program til lige netop dig.