Tegning af højgravid kvinde, der har svært ved at lave en mavebøjning.

Træningsudstyr til din gravidtræning eller barselstræning derhjemme

Der findes mange måder at træne på - og det allervigtigste er egentlig at finde den måde, der motiverer dig mest.

Altså;

  • Hvad gør dig mest glad?
  • Hvad får du mest energi af?
  • Hvad får du rent faktisk gjort?

Det behøver ikke at kræve det helt store træningsudstyr at træne i din graviditet og barsel. Men i høj grad er det faktisk noget du bestemmer, og det vil jeg uddybe mere herunder.

Det der udstyr...

Jeg er som udgangspunkt stor fortaler for at gravidtræne og barselstræne derhjemme. For det kræver ikke andet end at du beslutter dig for at gøre det. Ikke at det altid er nemt, det ved jeg. Men du skal ikke også til at transportere dig, planlægge efter hold, skulle slås med regn- og blæsevejret og og og.

Du kender det godt, ikk?

Hvis du også har lyst til at prøve kræfter med hjemmetræningen, så kan det gøres ret nemt, for:

  • Du kan bruge din krops vægt
  • Du kan bruge din babys vægt
  • Du kan finde noget i dit hjem, du kan bruge
    • Det kan være vandflasker, din fodskammel, en bold, en rygsæk med bøger, et kosteskaft eller alt muligt andet. Kun din fantasi sætter grænser.

Ovenstående kan du få rigtig fine resultater med.

Vil du gerne investere i lidt udstyr, så er jeg også ret stor fortaler for "lidt men godt", for du kommer faktisk virkelig langt med relativt lidt. Du behøver ikke et helt hjemmegym.

Og med det sagt, så startede jeg også med at skrive, at du skal gå med dét, der motiverer dig mest. Så hvis du motiveres af holdtræning, fitnesscenteret, en løbetur, kæmpe stort hjemmegym eller noget helt andet, så gør det. For helt ærligt, ikk? Det bedste træning og bevægelse, er den, du får lavet.

Hvis du gerne vil investere i lidt, men godt, så anbefaler jeg følgende, som også er det, jeg selv bruger;

Lidt men godt

  • Kettlebells (affiliate link)
    • Jeg kan personligt bedst lide competition kettlebells, fordi de altid er samme størrelse og ligger bedre i hånden og på armen.
    • Er du ikke vant til at træne, så køb en 8 kg., er du vant til at træne, så køb en på 12 kg. Dette er selvfølgelig blot vejledende, og hvis du vil have personlig vejledning, kan du kigge på min side med træningsydelser, for at finde det, der passer bedst til dig.
  • Elastik (affiliate link)
  • Yogamåtte (affiliate link)
    • Vælg den du synes, er pænest, så du er glad for at finde den frem eller have den liggende fremme.

Lidt mere at vælge imellem

Hvis du gerne ville kunne variere din træning endnu mere, kan du tilføje følgende:

 

 


Barselstræning derhjemme i mødregruppe. Mødrene træner med vægte og deres babyer.

Andre MORtionsvejledere

Hvis du vil sikre dig en træner/vejleder med god, relevant og ny viden indenfor graviditetstræning og barselstræning/efterfødselstræning - uanset om det så er styrketræning eller andet, så kan det være smart at finde en, der er MORtionsvejlederuddannet ligesom mig.

Vi er nemlig undervist ud fra nyeste evidensbaserede studier omkring:

  • Styrketræning under graviditeten
  • Delte mavemuskler/rectus diastase
  • At komme igang efter fødslen
  • Fra efterfødselstræning til "almindelig" træning
  • Træning og fertilitet
  • Højintensitets- og konditionstræning under din graviditet
  • Og meget meget mere

Jeg befinder mig i Skanderborg/Hørning mellem Århus og Horsens - og så har jeg også online tilbud, som du kan læse om her på min side.

Men bor du ikke i nærheden, så kan du enten google andre MORtionsvejlere, eller tjekke dem, jeg har listet herunder. Jeg får intet for at liste dem her andet end god karma og et gensidigt link på deres side - jeg ved at de er hammerdygtige og passionerede. I kan trygt tage kontakt til dem.

 


Jordemoderklinikken i Skanderborg

I klinikken i Skanderborg kommer der mange forskellige kvinder og par fra forskellige byer i Midtjylland. Flest kommer der selvfølgelig fra Skanderborg og de nærmeste byer i kommunen, men jeg har bl.a. kvinder der kører helt fra Østbirk, Lystrup og Haderslev for at få behandlinger hos mig.

Og jeg er simpelthen så taknemmelig.

Jeg ser det bestemt ikke som en selvfølge, at du har tid, lyst og ikke mindst overskud til at komme kørende til mig langvejs fra. Men du er utrolig velkommen uanset om du kommer fra Mårslet, Beder, Malling, Odder, Lystrup, Skødstrup, Østbirk, Haderslev eller Horsens. Eller eller eller. Kom som du er - uanset hvor du kommer fra og hvem du er.

 

Klinikken ser ud som du kan se på billedet her. Der kan rykkes rundt efter behov, som du kan se på billedet herunder.

 

For mig er det nemlig vigtigt, at klinikken er funktionel og at vi får mest muligt ud af tiden og pladsen.

Skal der laves rebozo, flytter vi bare rundt, så vi kan gøre det mest optimalt ud fra din situation.

Der er god plads til overtøj og der er et fint lille badeværelse, så din gravide blære ikke kommer på overarbejde. Har du baby med, så har jeg et lille køkken med elkedel, så der hurtigt kan varmes vand ved behov.

Er du mere til video, kan du se en lille rundvisning på min Instagramkonto ved at følge dette link.


Billede af avis hvor der er en artikel med overskriften: Jordemoder skaber tryghed med tre kæpheste.

Jeg skal føde i ugebladet Skanderborg

I juni havde jeg besøg af journalist Grethe Bo Madsen i klinikken i Skanderborg. Hun kom for at snakke med mig om, at jeg er ny jordemoder i byen, og hvad jeg har at tilbyde.

Det var en virkelig god oplevelse og Grethe var sød og nede på jorden. Hun spurgte ind til mange spændende ting, og jeg fik forklaret om mine forskellige tanker og missioner.

Du kan læse artiklen her. Jeg synes, at den rammer meget godt, hvad det er, jeg vil og kan med "Jeg Skal Føde".

Det var fedt at få spalteplads i et lokalt ugeblad. For selvom jeg har planer om, at jeg skal have skabt et online univers herinde også, så har jeg de to klinikdage om ugen, for jeg vil så gerne også kunne hjælpe dig, der er gravid med mine hænder.

Jeg brænder for dig, der er gravid. Og din fødselspartner. Jeg brænder for at hjælpe jer til at få en god graviditet og fødsel - og faktisk også barselsperiode. Mange ting kan jeg sagtens hjælpe dig med online. Men at give en rolig massage, ryste dit bækken med en rebozo eller hjælpe dine hænder til at mærke hvordan din baby i maven ligger, kan bare kun klares, hvis vi mødes fysisk. Og det kræver jo, at byens og områdets gravide kender mig, og ved at jeg er der.

Øverst på ugebladet Skanderborgs hjemmeside står der "Galten - Ry - Låsby - Hørning - Uge-bladet Skanderborg".

Så; Hej Galten. Hej Ry. Hej Låsby. Hej Hørning. Og hej Skanderborg.

Jeg glæder mig sådan til vi ses i klinikken.


En tegning af en familie bestående af mor, far og to børn til en hjemmefødsel, hvor moderen har veer.

Børn med til hjemmefødsel

Kan du godt have dine ældre børn med til din hjemmefødsel?

Ja. Det er det korte svar.

Læs herunder hvis du vil have flere tanker om emnet og et par gode råd til at have dine børn med til en fødsel i hjemmet.

For nogen er en fødsel en familiebegivenhed og for andre er det en privat begivenhed, som kun meget få mennesker, skal være en del af. Begge dele er helt ok. Har I et ønske i familien om, at ældre barn/børn skal med til fødslen, er det en god idé at have forberedt sig lidt ekstra på den del af fødslen.

Mærk først og fremmest ind i, om det er dit/din partners/barnets behov at være med? Nogle børn vil det rigtig gerne, og nogen vil det slet ikke. Har barnet ikke lyst, vil det ikke blive en god oplevelse, og så skal det selvfølgelig ikke med til fødslen.

5 gode råd til at have barn/børn med til din hjemmefødsel

  • Hav en voksen, som de er trygge ved med. Bliver barnet utrygt, keder sig eller bliver der behov for en overflytning, er det godt med en voksen til stede, som kan hjælpe, underholde og være sammen med barnet/børnene.
  • Forbered barnet/børnene godt på fødslen. De fleste børn synes, at en fødsel er kedelig det meste af tiden. Og der er også bare meget ventetid. Men det er godt at være forberedt på lyde fra mor, blod og hvad sådan en baby egentlig er for en, lige når den er født.
  • Hav noget underholdning klar. Måske små kufferter med ting, tegnegrej eller andet?
  • Hvordan har du det selv med, at barnet/børnene er der? Kan du koncentrere dig om vearbejdet, mens du bliver rørt ved eller snakket til? Hvad gør du, hvis du pludselig ikke kan overskue, at barnet/børnene er der? Læg en plan A, B og C.
  • Forbered det enkelte barn på, hvad det skal gøre i forskellige situationer. Kan barnet ikke lide at være i rummet, hvor mor siger underlige lyde? Så er det rart på forhånd at have fået at vide, at det er ok, og at barnet skal sige det til den trygge voksen, der også er inviteret med til fødselsdagsfest.

Derudover; jordemoderen vil rigtig gerne vise frem og fortælle om ting i sin taske, moderkagen, doptonen der lyttes til babyen med osv. Men kun når der er tid og det giver god mening. Men snak også gerne med barnet om den del.

Gode råd til at forberede dit barn/dine børn på en hjemmefødsel

  • Se film af dyr der føder. Snak om hvad der sker, og hvorfor dyrene gør, som de gør.
  • Find derefter rolige fødsler med mennesker. Det kan både være hjemmefødsler og hospitalsfødsler. Snak om veerne, lydene, smerterne, blodet, fostervandet og babyen.
  • Læs bøger der handler om at få en mindre søskende.
  • Leg at hjemmets bamser, dukker eller andre figurer føder.

En fødsel er en helt naturlig ting. En kæmpe stor oplevelse og begivenhed. Men husk at det er naturligt og snak derfor så naturligt om den som muligt. Gør det på jeres måde. Det er den rigtige måde for jer.

 

 


Tegnet stue med sofa, fødekar, madras og billede.

Hvor i hjemmet kan du føde til en hjemmefødsel?

Faktisk er der ingen regler for, hvor i dit hjem, forløsningen skal foregå, når du føder hjemme. Hjemmefødsler er lige så forskellige som hospitalsfødsler, men der er trods alt mange ligheder fra fødsel til fødsel.

Jordemoderen bliver glad, hvis hun kan komme rimelig godt til dig og babyen, hvilket betyder, at hvis du står i en brusekabine, der er lukket godt inde bag vasketøj på et lillebitte badeværelse, er det svært, at hjælpe dig og din baby godt. Langt hen af vejen handler det om, at jordemoderen skal kunne lytte en hjertelyd og skal kunne gribe babyen, når den kommer. Derudover er det rart, at der er plads, så det er nemt at hjælpe, hvis noget akut skulle ske. Hvis du vil læse mere om sikkerhed til hjemmefødsler, kan du læse denne artikel.

Top 3 over steder, jeg har oplevet kvinder har født til hjemmefødsler

  • Sengen
  • Fødekar
  • Madras på gulvet

Men jeg har altså også oplevet fødsler ske i køkkenet eller lige midt på stuegulvet, fordi det var lige der, det var rart at være, da baby ville ud. Derudover er sofaen også ok hyppig at føde på.

Et godt råd inden du skal føde hjemme

Prøv at forestil dig, hvordan du kan sidde/ligge/stå forskellige steder i dit hjem. Hvordan vil det være med din højgravide krop med veer. Og hvordan vil det være, at tage imod din baby lige der?

Du behøver ikke at have planlagt på forhånd, hvor fødslen skal foregå. For det kommer helt af sig selv. Men det kan være rart at have tænkt tankerne inden, så det er nemmere at finde på det næste sted, hvis du pludselig får brug for at flytte dig rundt.

Her kommer lige et godt råd mere

Hav en madras klar. Den kan nemlig nemt flyttes rundt i hele huset. Så kan alle steder lige pludselig blive et rart blødt sted at lande. Både for dig og din baby. Og det er så rart ikke at skulle gå alt for langt, når babyen først er landet dejligt på dit bryst.

Hvis du har et fødekar eller badekar

Der findes forskellige typer fødekar, som du kan købe eller leje rundt omkring på internettet. Hvis du føder i vand er det ekstra rart med en madras, som du kan få tæt på, når du skal op igen - der kan pludselig godt være langt ind i sengen eller sofaen.

 


En tegning af en baby der ligger og prikker til sin moders maveskind.

Så meget liv skal du mærke i din graviditet

Du skal mærke din baby, som du plejer.

Det er det korte - men måske også lettere irriterende svar. For hvor meget variation må der egentlig være?

I den her artikel folder jeg sætningen ud, så du til sidst er helt tryg ved, hvordan du skal tolke din babys bevægelser. Til sidst i artiklen kan du læse, hvorfor det er så vigtigt at holde øje med, hvordan og hvor meget din baby bevæger sig, så du også ved, hvorfor og hvordan du skal reagere, hvis der er afvigelser.

De korte facts om at mærke liv

  • De fleste begynder at mærke liv et sted mellem graviditetsuge 18 og 22.
  • Du skal mærke din baby flere gange dagligt fra 24+0.
  • Du må ikke sammenligne din babys mønster med andre babyers mønstre. Hverken naboens eller større søskendes mønster.
  • Du må hverken gå en hel eller en halv dag uden at have mærket din baby.

Nogen mærker faktisk liv allerede fra uge 13 - og nogen skal altså noget længere hen end uge 22. Alt er helt ok. Det kommer an på hvordan din baby ligger, og hvor din moderkage har placeret sig.

Når du har ramt 24+0 er baby blevet så stor, at det forventes, at den kan sparke dig op flere gange dagligt. Er du en af de få, der ikke mærker regelmæssigt liv derfra, skal du kontakte din jordemoder, så du kan få konkrete råd til din situation.

Det her skal du mærke efter, når du mærker efter liv

Når du kender din babys mønster, skal du holde fast i det, og lægge mærke til at din baby bevæger sig, som den plejer.

Et godt tip er, at tjekke ind med din baby formiddag, eftermiddag og aften. Du behøver ikke lægge dig på sofaen hver gang, men bare lige registrere, om du har mærket liv, som du plejer.

Det her skal du sammenligne

  • Hvor meget styrke, din baby bokser med
  • Hvornår på dagen/natten, den er aktiv
  • Hvordan den bevæger sig

Er der noget markant anderledes, skal du reagere!

Sådan skal du reagere ved mindre liv

Tænk på hvad du har lavet idag? Kan du have mærket dig selv mere og derfor mærket baby mindre? Er du syg? Været til et arrangement, der har krævet din opmærksomhed?

Babyer kan godt sove 40 minutters tid i maven, så bliv ikke bekymret hvis du på 30 min. ikke rigtig mærker noget.

MEN - du skal ikke bare slå det hen og fortsætte dagen. Har du ikke mærket din baby længe, så:

  • Læg dig på sofaen en times tid med hænderne på maven. Sluk skærm og andet der kan distrahere. Connect med din baby.
  • Du mærker ikke din baby, når dine tanker kører på fuld drøn, så prøv virkelig at tune ind på din krop og din livmoder.
  • Er der noget, din baby plejer at reagere på? Musik, snak, nus på maven?

Hvis ikke du har mærket din baby i løbet af den time, eller er bevægelserne markant anderledes i styrke, bevægelser og interval, så skal du ringe til akut modtagelsen for gravide på din fødegang. Jordemoderen derinde kan vejlede dig i, om det er tid til et tjek.

Som oftest har babyen fået lagt sig på en måde, hvor den sparker dig steder, hvor du ikke er voldsomt følsom. Jordemødre vil hellere tjekke en gang for meget, end en gang for lidt, så jeg tør godt love dig, at du ikke støder ind i en jordemoder, der synes, at besøget var spild af tid eller besværligt.

Hvorfor er det vigtigt at mærke liv, som du plejer?

En baby med gode ressourcer, bevæger sig i maven. Der er ressourcer til at udvikle sig, blive stærkere, større og øve sig.

En baby med knap så mange ressourcer vil prioritere overskuddet til de vigtigste ting - de vitale organer. Det betyder, at bevægelser vil blive nedprioriteret. Har din baby ikke mange ressourcer, kan det være mere hensigtsmæssigt at blive født end at blive inde i livmoderen, og derfor er det vigtigt at komme ind og få tjekket babyens hjertelyd over noget tid, hvor fagpersoner kan tolke på strimlen og derved vurdere, hvordan din baby har det.

Af samme årsag anbefaler jeg på det kraftigste at undgå brugen af selvmonitorering derhjemme. Det kan være fint for hyggens skyld, men lad en fagperson vurdere din babys hjertelyd. Det er nemlig ikke nok at konstatere, at den er der.

Din babys bevægelser kan godt ændre sig

Men ikke fra den ene dag til den anden. Og slet ikke i markant grad. Lige om lidt kan du læse mere i den artikel, jeg kommer til at linke til her.

HUSK på at det er et stort ansvar at mærke efter liv. Lad jordemoderen i akutmodtagelsen hjælpe dig med vurderingen, hvis du er i tvivl. Det er helt ok, og hun vil gerne snakke med dig.


Jeg skal føde logo i ler og rød.

Navnet Jeg Skal Føde

Under begge mine barsler har jeg gået og tænkt, at jeg ville skabe et online univers for gravide kvinder og deres partnere.

Det udsprang først og fremmest ud fra et ønske om, at klæde kvinder bedre på til at kunne få det fulde udbytte af det offentlige tilbud. Eksempelvis ville jeg gerne udbrede viden om muligheden for at føde hjemme ved at oplyse om sikkerheden og det praktiske. Derudover lave lidt forskellige skriv og viden omkring, hvad et graviditetsforløb i det offentlige indebærer.

Men stille og roligt som jeg begyndte at brainstorme mere og mere, kunne jeg godt mærke, at det bundede i et ønske om noget større end det.

Jeg vil gerne hjælpe kvinder fra hovedet og ned i kroppen.

Og hvad betyder det lige?

For mig betyder det, at det er nemt at komme til at blive fanget i sit eget tankespind af bekymringer, og derved få lukket lidt af for det rationelle, som kroppen og hovedet allerede ved og fortæller dig. For nogen lyder det langhåret. For mig lyder det logisk.

Så jeg begyndte at uddanne mig videre, for at kunne sammensætte den viden, som jeg mener, er allermest relevant og nyttig til at hjælpe dig med de helt almindelige bekymringer og tanker, som jeg har mødt gang på gang, da jeg arbejdede som offentlig ansat jordemoder på en helt almindelig fødegang med dertilhørende konsultation. Det er indtil nu mundet ud i en MORtionsvejlederuddannelse, kursus i gravidmassage samt et rebozokursus. Mon ikke jeg finder flere spændende ting med tiden.

Men det er nemlig tit helt almindelige dagligdagsting, der kommer til at fylde hovedet med bekymringer.

  • Må jeg stadig træne? 
  • Hvad sker der, hvis jeg skal sættes igang? 
  • Kan jeg godt tillade mig at sige nej til at min familie må holde mit barn lige efter fødslen? 
  • Hvordan skal det egentlig føles, når babyen sparker? Og hvor tit skal jeg mærke den?

Og listen fortsætter. Måske du kender det?

Tit kender du faktisk svaret på tankerne og bekymringerne selv. Hvis du tør lytte efter din rationelle stemme. Men med den mere følelsesladede side, kan du blive bange for at såre nogen, gøre skade på baby i maven eller noget helt andet - og så er det pludselig nemmere at lade være eller give kald på dig selv og dine egne værdier, for at gøre andre glade, ikke at være besværlig eller pylret.

Men du er vigtig. Og du er rigtig. Og det vil jeg gerne hjælpe dig med at stå fast ved. Ved at give dig viden og tro. Og ved at give dig muligheden for at kunne mærke dig selv bedre.

Da det online univers og formen var ved at være på plads, måtte jeg finde på et navn. Men hvad dækker lige over alt det, jeg gerne vil?

Jeg Skal Føde kom pludselig til mig

For det er simpelt. Samtidig med at det rummer al den kompleksitet, jeg gerne vil rumme. Og sådan blev det.

“Jeg skal føde”

Ingen er i tvivl om, hvad Jeg Skal Føde betyder. Du er gravid. Men i det faktum, at du er gravid, gemmer der sig så mange nuancer.

Nuancer som du nu skal til at dykke ned i. Måske alene. Måske sammen med en partner. Måske sammen med veninder. Eller måske sammen med din mor. Der er ingen regler, og der er intet, der er mere normalt og rigtigt end andet. Men uanset hvordan du er blevet gravid, og uanset hvem du har med på rejsen, så er du vigtig. Og du er rigtig.

Så dyk ned i mit univers herinde. Lad mig hjælpe dig til at finde din vej igennem din graviditet og dit moderskab.


Gravidtræning derhjemme med vægtstang.

Træning under hele din graviditet

Der er virkelig mange myter og tilgange til træning under din graviditet. Netop derfor har jeg valgt at uddanne mig som MORtionsvejleder ved dygtige (og mega trænings-evidens-nørdede) Emma Kaalund og Kristian Bradsted, som har podcasten MORtion. På den måde har jeg fået skåret helt ind til benet, hvad der er rigtigt og forkert omkring bevægelse og træning, når du er gravid og i din efterfølgende barsel.

Jeg vil dele de vigtigste pointer med dig herunder.

Hvorfor er træning under din graviditet så svær?

Igennem hele dit liv er bevægelse forbundet med rigtig mange fordele, og det gør sig selvfølgelig også gældende under graviditeten. Både hvis du er vant til det på forhånd, men også hvis ikke du er. I de to tilfælde er dit udgangspunkt bare forskelligt, og du vil skulle træne og motionere på to forskellige måder. Hvis du er i tvivl om, hvordan du kommer bedst igang ud fra dit udgangspunkt, anbefaler jeg dig, at finde en MORtionsvejleder i dit nærområde, som du kan rådføre dig hos. På den måde sikrer du dig evidensbaseret vejledning, der tager udgangspunkt i netop dig.

Når du bliver gravid, går et stort arbejde igang. Dine hormoner begynder at arbejde på en helt ny måde, og din krop ændrer sig. For nogen giver det en helt naturlig periode, hvor træning kommer lidt i baggrunden, da første del af graviditeten kan være forbundet med træthed og kvalme og/eller opkast. For mange dukker der også helt nye bekymringer op. Bekymringerne kan komme fra dig selv. Men de kan også komme fra dine nærmeste, som i al kærlighed vil passe bedst muligt på dig og babyen i din mave. På den måde kan det hurtigt være nemmere at lade helt være, fordi alle informationer og intentioner er svære at finde rundt i.

Pausen fra din træning er i sig selv ikke problematisk. Men det kan være problematisk, hvis ikke du kommer tilbage til den igen.

Bevægelse og træning er nemlig

  • Smertelindrende
  • En af kilderne til godt humør
  • Muligheden for mere energi
  • Med til at give bedre nattesøvn

Hvis ikke det er motiverende nok i sig selv, så er der faktisk også lavet studier, der viser, at træning reducerer:

  • Brugen af cup under fødslen
  • Risikoen for udvikling af graviditetsbetinget sukkersyge (GDM)
  • Forhøjet blodtryk
  • Udviklingen af svangerskabsforgiftning

Alt i alt er der mange grunde til at motionere både før, under og efter din graviditet.

Så det giver rigtig god mening at dykke ned i, om du måske kan træne en smule i de perioder, hvor det ellers er svært at finde overskuddet til det.

Hvad kunne dit laveste niveau være?

Og hvordan skal du optrappe igen, når overskuddet vender tilbage?

SÅDAN KOMMER DU VIDERE

Søg gerne på motion og træning her på min side, hvis du vil blive inspireret til yderligere træning.

Har du brug for hjælp til at komme igang? Så kontakt mig endelig for træning hjemme hos dig eller online gennem mailkorrespondance. Uanset hvad lægger jeg et program til lige netop dig.


Gravid kvinde får rygmassage af jordemoder.

Graviditetsmassage

Det kan være enormt rart at få massage, mens du er gravid. Massagen behøver ikke at være udført af en professionel for at være god, dejlig, effektfuld og med gode fordele. Men det kan nu være rart nok at have et par retningslinjer at gå efter. Og det får du, og din massagepartner lige her i denne artikel.

Fordele ved graviditetsmassage

  • Det giver ro og nærvær og tryghed.
  • Det hjælper dig til god/bedre kontakt til og med din krop.
  • Det frigiver oxytocin.
  • Det styrker båndet mellem dig, din baby og din (massage)partner.
  • Det virker både afspændende og afslappende.

Og så er det bare rigtig rart at føle sig forkælet. For massage er også lig med uforstyrret tid sammen, hvilket er værdifuldt, når I står overfor forældreskabet. Faktisk uanset om det så er første gang eller ej. Udover tiden sammen, bliver begge parter også positivt påvirket af massagen, og kan opleve at deres stressniveau sænkes og følelsen af velvære øges.

OBS! - Du må ikke massere ...

  • ... På åreknuder. Der skal masseres et godt stykke udenom. Der må gerne aes forsigtigt på dem, men ingen tryk.
  • ... Hvis du er syg og har feber og/eller har det skidt med bakteriel eller virus-infektion.

Du skal altid ringe til din læge eller jordemoder, hvis:

  • du får symptomer på svangerskabsforgiftning; pludselig hovedpine, synsforstyrrelser, smerter under højre ribben/rundt i bæltet omkring mellemgulvet, store og pludselige væskeansamlinger i benene.
  • smerter, blødning, hvis du kløer på huden (især hænder og fødder).
  • hvis du mærker mindre liv.

Ikke noget med at massere og se om ikke det forsvinder derefter.

Sådan udfører I gravidmassagen

Sørg for at ligge godt. Klods dig op med puder, så du er godt støttet. Mange gravide oplever at blive skidt tilpas liggende fladt på ryggen, så find i stedet en god stilling på siden, og skift undervejs ved behov.

Sørg for at der er en behagelig temperatur i rummet, I skal være i.

Brug lange blide og lette strøg. Gør det gerne på hele kroppen. Jo langsommere strøg, jo mere dybt går massagen. Der skal ikke bruges hårde, punktbaserede og dybe tryg, når du er gravid. Det bliver hurtigt for meget for din gravide krop, og der findes områder på kroppen, hvor der sidder punkter, der bruges under akupressur og akupunktur, som ikke skal røres for meget ved. Det undgår du ved at bruge de blide strøg.

Sæt eventuelt dejligt musik på, og nyd så din forkælelse.

Der er ingen regler for længde osv., men hav gerne bare fokus på ryggen, ben eller arme og så prøv jer frem.

Har I brug for hjælp?

Heldigt, for jeg har udviklet en online undervisning i netop gravidmassage, der kan udføres derhjemme, hvor der er helt konkret vejledning vha. video, lydfiler og en e-bog. Det er lige til at gå til og I kan starte så snart, I har købt jer adgang. Der er både forklaring, så I kan gå igang selv, men der er også en follow-along lydfil, så I er taget i hånden hele vejen igennem.

Vil du hellere bare dukke op i klinikken og modtage skøn gravidmassage på min briks med plads til at ligge på maven, så tjek om min kalender er ledig lige her.